top of page

Værd at se

Oplevelser i nærheden

Huset i Hejls ligger tæt på en række attraktioner og seværdigheder. Der er kun otte kilometer til det smukt renoverede Christiansfeld, som Unesco har udnævnt til verdensarv.

Fra Hejls er der blot to kilometer til badestranden i Hejlsminde, og på et kvarter i bil kan man nå til enten domkirkebyen Haderslev eller Kolding med Koldinghus Slot, og kunstmuseet Trapholt.

Tæt ved finder I det historiske og naturskønne Skamlingsbanken, og der er i det hele taget rige muligheder for at nyde den flotte natur i området på vandreture eller cykelture.

Med den centrale beliggenhed er Huset i Hejls derfor oplagt som udgangspunkt for en ferie i Sydjylland eller Sønderjylland.

P1011458.jpeg
P1011485.JPG

Guide til gode oplevelser i vores område

Huset i Hejls ligger i et naturskønt og spændende område, hvor du kan tage på besøg hos kunsthåndværkere, gå på loppejagt, spise godt eller finde flotte gåture. Du kan se nogle af stederne her.

Mormors Landkøkken

Navnet snyder ikke på restaurant Mormors Landkøkken, der ligger lige over for stranden i

Hejlsminde. For menukortet byder på en lang række velkendte ’mormor-klassikere’. Her

kan du få rejecocktail og stjerneskud, skinkeschnitzel og hakkebøf, og på dessertkortet er

der endda rødgrød med fløde.

Herudover er der også retter som salat med bagt laks, fyldt rødspætte og fransk

chokoladekage, så den velbesøgte restaurant har lidt af hvert – og du får masser af mad

på tallerkenen.

Det kan være noget af grunden til, at restauranten er så velbesøgt, mener indehaver Allan

Kudsk:

”Vi serverer store portioner til en rimelig pris, for det skal være sådan, at også landmanden

og håndværkeren kan blive mæt her”, siger han.

Allan Kudsk driver restauranten sammen med sin kone Mette Haugaard, der er uddannet

kok og derfor styrer køkkenet, og Mettes datter Michelle. Da de overtog stedet i foråret

2022, regnede de med, at de tre kunne klare alt arbejdet selv, men på grund af de mange

gæster og arrangementer er der i dag en større stab af ansatte til at hjælpe i køkkenet og

med servering.

Restauranten er møbleret med gamle møbler, og der er masser at kigge på, mens du

spiser her. Er vejret godt, kan du i stedet sidde udenfor på terrassen med udsigt ud over

vandet.

Havnevej 17, Hejls

www.mormorslandkoekken.dk.

 

ChristiansFelder Funkis

I en tidligere købmandsbutik mellem marker og gårde langt ude på landet ligger en stor

butik fyldt med lopper og antik. Her bor Gitte Madsen med sin familie, og den

læreruddannede kvinde har, siden hun var barn, været bidt af gamle ting og ikke mindst

jagten på at finde fine sager på markeder.

Det har grebet om sig, som hun siger. For år tilbage begyndte hun at sælge ud af sine fund

på hobbybasis, og efter 25 år som lærer valgte hun i 2023 at stoppe for at hellige sig sin

antik- og loppebutik på fuld tid. Selv om det er hårdt arbejde, giver det også masser af

frihed og er skønt, synes Gitte Madsen.

 

Meget salg sker online, men hun har altså også en fin og stor butik, der nu også breder sig

ud i lade og stald. Her finder du alt fra bondemøbler til trendy keramik, og når du går på

opdagelse i lokalerne, kan du både støde på en gammel havenisse, tynde krystalglas,

billedkunst – og kitch. Plus alt derimellem.

”Jeg går efter, hvad jeg selv kan lide”, fortæller Gitte Madsen, som bruger meget tid på at

tage ud til markeder for at finde ting til butikken – og for hende er jagten stadig sjov.

Resten af tiden bruger hun på at gøre sine fund klar til salg, tage billeder og lave opslag,

så tingene kan finde nye hjem.

Hvinderupvej 2, Christiansfeld

Instagram: @christiansfelder_funkis

 

Lene Frantzen Design

Tekstildesigneren Lene Frantzen har udviklet et helt unikt design, som er blevet hendes

signaturprodukt: Det er tynde hynder i skiveskåret, presset og filtet uld. Nogle af skiverne

er i regelmæssigt spiralmønster i afdæmpede farver, mens andre spiraler er helt

’psykedeliske’ i farvevalg og mønster. De er alle sammen lavet af farvet og filtet uld, som

er rullet sammen til en rulle, der presses, filtes og skæres i skiver, som både kan være

siddehynder eller de noget mindre bordskånere – og sågar små brikker til at sætte under

kopper og glas.

De specielle og ikoniske skiver bliver skabt på den lille gård lige neden for

Skamlingsbanken, hvor kunstnerparret Lene Frantzen og Arthur Tudsborg bor, og her er

også galleri og butik, hvor du kan se parrets værker.

Foruden hynder og bordskånere er det blandt andet også Arthur Tudsborgs malerier, og

det er lammeskind fra parrets fåreflok, som græsser på bakkerne lige udenfor. Lene

Frantzen laver desuden det, hun kalder ’vegetarskind’: Når fårene bliver klippet om

sommeren, kan hun filte ulden sammen i bunden, så den fremstår som et samlet skind,

men altså uden at fåret har måttet lade livet for det.

Når du besøger galleriet, kan du også få et kig ind i en del af værkstedet, og de to fortæller

gerne om inspiration og den særlige proces med at lave de mønstrede uldskiver – på

maskiner, som de selv har udviklet.

Skamlingvejen 132, Sjølund

www.zigzign.dk

Instagram @lene_frantzen

 

Stalden

Hvert et lille hjørne af et bord eller hylde på de 350 kvadratmeter i og uden for Stalden lige

midt i Hejls er fyldt op af interiør-ting og sager. Indehaver Jette Pedersen fortæller da også

 

med et grin, at hun er kendt for altid at kunne finde plads til de mange gamle og nye varer,

der finder vej til lokalerne.

Her kan du gå på opdagelse efter fine vinglas og finde enten nogle helt nye eller nogle, der

er mange år gamle. Her er et helt lokale fyldt med køkkengrej, kopper og fade; i et andet

lokale finder du ’herreværelset’, hvor Jette Pedersen har samlet alt, hvad et herrehjerte

kan begære.

Tøj er her også masser af, for Stalden tager tøj i kommission, så fine skjorter, jakker og

kjoler kan blive brugt igen i stedet for at hænge ubrugt på bøjler ude i klædeskabe rundt

omkring.

”Jeg tror, jeg var en af de første, der begyndte med at tage tøj i kommission, og det er

virkelig populært. Nu har jeg også sko og tasker – og endda lidt interiørting og møbler. Det

er gratis i tre måneder, og sælgeren og jeg får 50 procent hver, når jeg sælger et stykke

tøj”, fortæller Jette Pedersen.

Udenfor finder du ting til haven – alt fra små planter til en solseng eller havestol, og hvad

Jette Pedersen ellers er faldet for, når hun fredag og lørdag drager ud til markeder for at

købe varer. Og selv om der er i tusindvis af ting i Stalden, kan hun altid se for sig, hvor et

nyt fad, lysestage eller kop kan presses ind hjemme i butikken, når hun står ude på et

marked og skal vurdere, om den skal være en del af sortimentet i Stalden.

Hejls Landevej 43, Hejls

www.midtihejls.dk

Instagram: @stalden.midt.i.hejls

 

Xocolatl

På det mest centrale hjørne i Christiansfeld, hvor de to veje Kongensgade og Lindegade

krydser hinanden, finder du Xocolatl, som er et mekka for feinschmeckere, når det gælder

søde sager.

Xocolatl er kendt for sine fine chokoladestykker, hvor det kan være svært at vælge mellem

de skønne godter – og begrænse sig. Du kan også købe kage og kaffe og nyde det inde i

den lille café, som ligger i forbindelse med butikken – og udenfor på fortovscafeen, når

vejret er til det. I sommertiden er Xocolatls vaffelis med et bredt udvalg af forskellige is-

varianter at vælge mellem, også et hit.

I den søde afdeling er Christiansfeld jo også berømt for honningkagerne, som

herrnhuterne bragte med sig, da de grundlagde byen, og det hedder sig, at de

honningkager, du kan få i Xocolatl er bagt efter den oprindelige – og nærmest hemmelige

– opskrift. De smager i hvert fald godt, og du kan dem i forskellige versioner. Naturligvis

også som de honninghjerter med chokoladeglasur, som er blevet et varemærke for

Christiansfeld.

Lindegade 36, Christiansfeld

www.xocolatl.dk

 

Skamlingsbanken

Det er lige storslået hver gang: Uanset, om det er første eller 14. gang, du kommer op på

Skamlingsbanken og pludselig ser hele sceneriet af udsigt over skov- og græsklædte

bakker, Lillebælt og Fyn på den anden side, er det betagende.

Her er du på Sønderjyllands højeste punkt, 133 meter over havet, og når du står på

toppen, kan du også se langt ind over Jylland mod vest, for her går udsigten hele vejen

rundt.

Skamlingsbanken er kendt som et nationalt samlingspunkt, hvor der i midten af 1800-tallet

var store folkemøder, og i området kan du finde en lang række mindesmærker for

personer med betydning for stedet.

Området omkring Skamlingsbanken byder på smukke vandreruter – du kan enten blive ’på

toppen’ eller tage den lidt strabadserende tur ned gennem skoven til stranden – og op

igen.

Som en blød bakke bygget ind i landskabet finder du et besøgscenter, der formidler

stedets historie og betydning – i centret er der desuden café med fantastisk udsigt.

Skamlingvejen 125, Sjølund

 

Hejls Nor

Lige uden for døren har vi et helt unikt naturområde: Hejls Nor. Omkring det knap to

kvadratkilometer store nor kan du opleve et rigt fugle- og planteliv – og bare nyde den

flotte natur i det kuperede terræn.

En vandrerute på 12 kilometer fører dig hele vejen rundt om noret, men du kan selvfølgelig

også vælge kun at gå et stykke ad vejen.

Fra Hejls og ned til Hejlsminde følger vandreruten den nedlagte jernbane, som i gamle

dage gik fra Kolding til Hejlsminde, og måske kan du i Hejlsminde spotte den tidligere

stationsbygning.

I Hejlsminde passerer du slusen mellem noret og Lillebælt. Her gik grænsen mellem

Danmark og Tyskland fra 1864 og frem til genforeningen i 1920. På sydsiden af noret kan

du flere steder nyde en fantastisk udsigt over både noret og Lillebælt og kigge ned på

Hejlsminde.

Ude på noret raster der ofte store flokke af fugle, og hvis de mange gæs, ænder, ryler og

hjejler pludselig letter, er det i sig selv et flot syn, men prøv også at kigge op. For grunden

til, at de letter kan meget vel være, at havørnen hænger i luften ovenover på jagt efter

bytte, og den enorme fugl er altid imponerende at kigge på.

Kommer du i det sene forår, kan du også se efter blomstrende orkideer langs ruten, der i

det hele taget byder på mange forskellige typer planter.

Hejls Nor er såkaldt Natura 2000-område, som er et EU-netværk, der skal bevare sjældne

naturtyper, dyre- og plantearter.

P1011472.JPG
bottom of page